Om forskning og kunstnerisk udviklingsvirksomhed på Arkitektskolen

Arkitektskolens mål er at skabe et nationalt centrum for arkitektfaglig udvikling, der tager afsæt i danske arkitekters særlige evne til at kombinere et højt kunstnerisk ambitionsniveau med en interesse for at skabe arkitektur for hele samfundet.

Vi ønsker at skabe kandidater og viden, der former fremtiden, samfundet og kulturarven – og som udspringer af KADK’s særegne kobling mellem videnskab, praksis og kunstnerisk udvikling. Som del af et kunstnerisk og erhvervsorienteret akademi arbejder vi for at levere forskning og kunstnerisk vidensproduktion på et højt internationalt niveau i tæt kontakt med den branche og de erhverv, vi uddanner til.